Årstal og hvad der skete (Skibshistorie)

Ja her ser i Slagskibet Bischmark for fuld kraft. Engelske Slagskibe og Krydser, blev sendt ud, med fly og en topedo fik ramt på roret så. Bischmark, sejlede rundt om sig selv og blev et let offer for de Engelske skibe, desvære med store tab på begge sider. Bischmark, blev søsat i August.år.1940.
Søster-skibet til. Bischmark(Tirpitz), blev sænket ved en støre Engelsk opration med mini-ubåde og desvære var der tab, men her er vi i.år.1943 i en Norsk fjord.
Ja, alle kender vel, historien om Lommeslagskibet. Graf Spee, som sænkede sig selv, uden for. Montevido i. 1939.år ved. Uruguay.
1. verdenskrigs største søslag Jyllandsslaget var det eneste større flådeslag under 1. verdenskrig. Det fandt sted mellem 31. maj og 1. juni 1916 og kaldes i Tyskland for Slaget ved Skagerrak. Den ene del af kamphandlingerne foregik om eftermiddagen den 31. maj mellem en britisk og en tysk gruppe af slagkrydsere. Slagkrydserne var kun forløbere for hovedstyrkerne, som bestod af 151 britiske og 99 tyske krigsskibe. Disse opdagede hinanden tidligt på aftenen. Den kamp, der udbrød mellem dem, blev imidlertid afbrudt af mørket, men genoptaget tidligt næste morgen. På trods af, at briterne ikke blot ved skibsantal, men også i slagkraft var tyskerne overlegne, lykkedes det den tyske flådestyrke at undslippe. Britisk nederlag – britisk sejr Slaget efterlod dog tab på begge sider. Briterne mistede 3 slagkrydsere, 3 krydsere, og 8 destroyere. Blandt de britiske søfolk var tabene på 6100. Tyskerne havde et tabstal på 2550 mand og mistede 1 slagskib, 1 slagkrydser, 4 krydsere og 5 destroyere. Blandt krigsskibe på den tid var slagskibene de største, dernæst slagkrydserne, hvorefter kom krydserne og endelig destroyerne. Jyllandsslaget var altså et stort og voldsomt flådeslag, der implicerede en meget stor del af hver af de to landes samlede flåder. Selvom tabene både i skibe og mandskab var begrænsede, så fik Jyllandsslaget stor betydning for 1. verdenskrig. I realiteten blev slaget en britisk sejr på trods af, at de britiske tab både i skibe og personel var størst, og at de tyske flådestyrker slap væk. Det skyldes, at den tyske flåde efter Jyllandsslaget holdt sine overfladeskibe tæt ved kysten i resten af krigen. Dermed bestod tysk søkrigsførelse reelt kun af ubådsangreb, som trods deres effektivitet ikke gav Tyskland herredømme på havet, da rigets modstandere efterhånden udviklede modforholdsregler i form af dybdebomber m.v. Herredømmet på havet forblev derfor hos Storbritannien krigen ud. Det var af største vigtighed for de britiske styrker, der kæmpede på land rundt omkring i verden, idet de i høj grad var afhængige af forsyninger ad søvejen