RAKETFORSKNING OG ANDRE TING.
HER KOMMER FLERE SIDER OM VERDENS RUMFORSKER.
Wernher von Braun blev født den 23. marts 1912 i en aristokratisk tysk familie med danske royale aner. Faderen baron Magnus von Braun blev 1930’erne tysk landbrugsminister, og moderen Emmy von Quistorp var en direkte efterkommer af Valdemar den Store.

På grund af manglende interesse for sin skolegang og deraf følgende dårlige karakterer, blev den unge Wernher af faderen i 1925 sendt på kostskole. På kostskolen forbedrede han sine skolekundskaber, samtidig med at han nærmest blev besat af raketter, da han læste Hermann Oberths klassiker om rumfart ”Die Rakete zu den Planetenräumen” fra 1923. Herefter var von Brauns livsbane optegnet.

18 år gammel deltog von Braun i 1930 i amatøreksperimenter på Raketenflugplatz i Berlin – her blev hans talent og interesse hurtigt spottet. Fra 1932 arbejdede von Braun i hæren, samtidig med at han færdiggjorde sine studier på det tekniske universitet i Berlin.

Drømmen om at nå månen
Det var på dette tidspunkt, at von Braun ifølge Michael Neufeld indgik en faustagtig pagt med hæren og senere nazipartiet om at udvikle raketter til militære formål for samtidig at kunne udleve sin drøm om raketter, der kunne flyve til Månen og Mars til glæde for hele menneskeheden.

Det gik hurtigt fremad for von Brauns karriere. I 1937 blev han chef for et nyt forskningscenter i Peenemünde på Østersøkysten oprettet af hæren og luftvåbenet i fællesskab. Kun 25 år gammel var han allerede chef for flere hundrede personer.

”Von Brauns største talent var, at han kunne lede en stor gruppe af ingeniører og teknikere,” mener Michael Neufeld. ”Han var ikke specialist på alle områder, men havde som den eneste det tekniske overblik over hele projektet. Og så havde von Braun karisma og evnen til at vinde folk for sin sag.”

LÆS OG LÆR LIDT HISTORIE.
Pagten med nazisterne
I 1937 blev von Braun også opfordret til at melde sig ind i nazipartiet.

”Der er intet, der tyder på, at von Braun var antisemitisk, men han var derimod klar pro-militær og pro-national – og for disse synspunkter vandt han genklang hos nazisterne,” siger Michael Neufeld. ”Som så mange andre tyskere var von Braun forført af nazisterne”.

I 1940 blev von Braun SS-officer og viste sig derefter ved enkelte lejligheder i SS-uniform. Von Braun var ikke SS-sympatisør, men han opretholdt sin pagt med Djævelen nok engang for at kunne fortsætte sin lidenskab for raketter. Forskellen på at være mening medlem af nazipartiet og have titel som SS-officer er dog enorm, når man skal vurdere tilknytningen til systemet.

Gengældelsesvåbnet
Von Braun havde allerede i 1937 lavet de første specifikationer til en ny raket, Aggregat 4 (A4), men først i slutningen af 1941 beherskede man alle de nødvendige teknologier i form af raketmotorer baseret på flydende brændstoffer, supersonisk aerodynamik og styringselektronik.

Den første perfekte affyring af A4 skete den 3. oktober 1942. Fra officiel side blev våbnet kendt som ”Gengældelsesvåben 2” – eller på tysk: Vergeltungswaffe 2 – og som V2 blev det kendt og huskes i dag. V1 var en slags ubemandet fly eller krydsermissil i modsætning til V2, der var et ballistisk missil, der nåede en højde af 80 kilometer.

Med en længde på 14 meter og en vægt på over 12 ton var V2-raketten i 1942 et kæmpespring fra de små raketter, som von Braun og andre havde eksperimenteret med i begyndelsen af 1930’erne på Rakettenflugplatz.

20.000 slavearbejdere døde
Efter at englænderne i august 1943 bombede anlægget ved Peenemünde, blev produktionen af V2-raketter flyttet til et underjordisk anlæg i Harzen kaldet Mittelwerk, hvorfra slavearbejdere kunne hentes fra de nærliggende koncentrationslejre.

Wernher von Braun, som stadig havde sit udviklingscenter i Peenemünde, besøgte under resten af krigen 12-15 gange Mittelwerk. Neufeld er overbevist om, at von Braun kan ikke have været uvidende om, at der blev benyttet slavearbejdere ved produktionen, og at de havde kummerlige forhold. 20.000 slavearbejdere skønnedes døde under arbejdet – langt flere end de 9.000, som døde i London som følge af selve våbnene.

LÆS OG LÆR LIDT HISTORIE.
Gennem popularisering af rumforskningen over for menigmand og som hovedperson bag amerikanernes svar på de sovjetiske sputnikker opnåede von Braun stor popularitet i 1950’erne. I 1960 lavede Hollywood endda en film over hans liv med titlen ”I aim at the Stars” – filmen er i dag mest kendt for, at en komiker gav den undertitlen: ”But sometimes I hit London”.

Michael Neufeld forklarer, at von Braun aldrig følte skyld over noget, der skete under Anden Verdenskrig. Først i 1960’erne, da kritikken kom frem, måtte han hårdt presset forklare, at han ingen muligheder havde for at gribe ind.

Det var på samme tid, at Tom Lehrer skrev en satirisk sang om von Braun bl.a. med ordene:
"Once the rockets are up, who cares where they come down
That's not my department," says Wernher von Braun


Man kan godt kritisere von Braun for ikke at have haft en højere moral, mener Michael Neufeld:

»Han kunne nok ikke have erklæret sin direkte modstand mod overgrebene og brugen af slavearbejdere, men kan kunne måske have nævnt, at det ud fra produktionsmæssige hensyn var en dårlig politik. Det vil dog forblive en debat, som aldrig kan gøres færdig,« siger Michael Neufeld.

Den mest betydningsfulde raketingeniør
I Michael Neufelds øjne rokker dette dog ikke ved, at Wernher von Braun var den mest betydningsfulde raketingeniør og den mest visionære person for udforskningen af rummet i 20. århundrede. På fire helt afgørende måder var han med til at ændre udviklingen:

• Designet af V2-raketten i 1942, som blev den direkte forløber til både de amerikanske og sovjetiske interkontinentale ballistiske missiler og rumraketter i1950’erne og 1960’erne.

• Hans evne i begyndelsen af 1950’erne gennem populærvidenskabelige artikler og tv-programmer til at sælge budskabet til offentligheden om, at rumrejser ville være en reel mulighed.

• Opsendelsen af den første amerikanske satellit den 31. januar 1958, da den amerikanske regering efter Sputnik 1 og 2 endelige måtte lade von Braun få sin vilje og opsende den satellit, som han selv mente kunne være opsendt allerede et par år tidligere.

• Og som nøgleperson i Apolloprogrammet, der kulminerede med den første landing af mennesker på Månen den 20. juli 1969.

Manden bag den sovjetiske rumprogram, Sergei Korelev (også stavet Koroljev), slog von Braun på stort set alle områder, når det gjaldt om at være først med konkrete præstationer – med landingen af mennesker på Månen som den markante undtagelse.

Men Korelevs monsterraket R-7, der er forløberen for de nuværende Soyuz-raketter, havde dog så stor inspiration fra V2, at von Braun må karakteriseres som den mest betydningsfulde af de to genier, mener Neufeld.

LÆS OG LÆR. LIDT HISTORIE.
Den mest betydningsfulde raketingeniør
I Michael Neufelds øjne rokker dette dog ikke ved, at Wernher von Braun var den mest betydningsfulde raketingeniør og den mest visionære person for udforskningen af rummet i 20. århundrede. På fire helt afgørende måder var han med til at ændre udviklingen:

• Designet af V2-raketten i 1942, som blev den direkte forløber til både de amerikanske og sovjetiske interkontinentale ballistiske missiler og rumraketter i1950’erne og 1960’erne.

• Hans evne i begyndelsen af 1950’erne gennem populærvidenskabelige artikler og tv-programmer til at sælge budskabet til offentligheden om, at rumrejser ville være en reel mulighed.

• Opsendelsen af den første amerikanske satellit den 31. januar 1958, da den amerikanske regering efter Sputnik 1 og 2 endelige måtte lade von Braun få sin vilje og opsende den satellit, som han selv mente kunne være opsendt allerede et par år tidligere.

• Og som nøgleperson i Apolloprogrammet, der kulminerede med den første landing af mennesker på Månen den 20. juli 1969.

Manden bag den sovjetiske rumprogram, Sergei Korelev (også stavet Koroljev), slog von Braun på stort set alle områder, når det gjaldt om at være først med konkrete præstationer – med landingen af mennesker på Månen som den markante undtagelse.

Men Korelevs monsterraket R-7, der er forløberen for de nuværende Soyuz-raketter, havde dog så stor inspiration fra V2, at von Braun må karakteriseres som den mest betydningsfulde af de to genier, mener Neufeld.

Rumfærgen som trøstepræmie
Da Nasa efter månelandingerne fik beskåret sit budget og måtte nøjes med rumfærgen som en slags trøstepræmie i stedet for rumstationer og flere bemandende rejser til Månen eller Mars, gik det ned ad bakke for von Braun både indflydelsesmæssigt og helbredsmæssigt.

Han flyttede fra raketforskningcenteret i Alabama til Nasas hovedkontor i Washington, men forlod efter et par år Nasa i skuffelse for at arbejde for Fairchild Industries fra 1972 til 1976.

Wernher von Braun døde af kræft den 16. juni 1977, 65 år gammel. Han opnåede at se mange af sine ungdomsdrømme gå i opfyldelse, men ikke drømmen om selv at komme til Månen.

DET ER VIDEN OM EN SOM TÆNKTE ANDERLEDES.
Wernher von Braun blev født 23. marts 1912. Som nybagt student kom han allerede i 1930 med i VfR (Verein für Raumshifffahrt – forening for rumskibsfart). Von Braun startede samme år som ingeniørstuderende og i 1932 kom han ind i en udviklingsafdeling for raketter under den tyske hær.

I 1935 flyttede denne afdeling til Peenemünde lige syd for Rügen i Østersøen. I 1937 fik Wernher von Braun en ledende position ved forsøgscenteret, der arbejdede på at bygge store raketter. Den 3. oktober 1942 skete den første vellykkede prøveafskydning af V2-raketten – den første større raket drevet af flydende brændstoffer, i dette tilfælde fortyndet ætylalkohol (75 % alkohol og 25 % vand) og flydende ilt. Desuden brugte V2 to andre brændstoffer til at drive hovedbrændstofpumpen (en dampturbine), nemlig hydrogenperoxid (80 %) og en blanding af 66 % natriumpermanganat og 33 % vand.

Store dele af anlæggene ved Peenemünde blev ødelagt under britiske luftangreb 17. og 18. august 1943, men alligevel lykkedes det at etablere en produktion af V2-raketter i underjordiske fabrikker. Dette blev udført med store menneskelige omkostninger for arbejderne, som for en stor dels vedkommende var fanger fra koncentrationslejre. Flere tusind V2-raketter blev sendt mod London og Antwerpen med sprængladninger.

Ved den anden verdenskrigs afslutning i 1945 lykkedes det Wernher von Braun sammen med de fleste af hans teknikere at komme i amerikansk fangenskab. Desuden lykkedes det amerikanerne at få fat i delene til en del hele V2-raketter.

I september 1945 rejste Wernher von Braun til USA sammen med en stor gruppe af sine teknikere. Her ledede Wernher von Braun udviklingen af nogle af USAs første interkontinentale missiler, blandt andet Jupiter-raketten, der blev brugt til opsendelsen af USAs første satellit 31. januar 1958.

Werhner von Braun var også stærkt involveret i udviklingen af Saturn-løfteraketten som blev brugt ved de bemandede rejser til Månen fra 1969 til 1972. Fra 1971 var Wernher von Braun dog ansat i et privat firma.

Udover at planlægge og udvikle store raketter var Werhner von Braun også en fortaler for andre sider af rumfarten, for eksempel en stor rumstation. Wernher von Braun vedblev at være en fremtrædende fortaler for rumfart frem til sin død i 1977 i USA.